Dengue Feber

Er en virusinfektion. Der findes fire forskellige typer dengue virus, og infektion med én type beskytter ikke mod de andre. Man kan derfor få dengue feber mere end én gang.

Forekomst

Dengue feber er almindelig i troperne og findes både i Asien, Afrika og Syd- og Mellemamerika.

Smitteveje og reservoir

Dengue feber virus overføres med myg, som stikker om dagen, primært før solen står op og går ned. Dengue feber findes kun hos mennesker.

Symptomer

Dengue feber giver typisk høj feber, udslæt, hovedpine og muskelsmerter som ved en alvorlig influenza. I sjældne tilfælde kan dengue feber medføre, at blodet ikke kan størkne (koagulere), og man får en såkaldt "hæmorrhagisk dengue", hvorved man kan se dødsfald fx. på grund af nyresvigt. Hæmorrhagisk dengue feber ses hos omkring 0,2% af de patienter, der har infektionen for første gang og hos ca. 2% af de patienter, der tidligere har haft en dengue infektion, og er blevet smittet igen.

Behandling

Der findes ingen antibiotikabehandling af infektionen.

Vaccination

Man kan ikke vaccinere mod dengue virus. Der findes 4 typer af dengue virus, og smitte med én type giver ikke beskyttelse mod de andre typer.

Anden forebyggelse

Dengue forebygges ved at undgå at blive stukket af myg (se myggstiksforebyggelse). Man kan yderligere nedsætte risikoen for myggestik ved at sprøjte boligen indendørs med et insektmiddel.

Hyppighed

Rejsende, der får konstateret dengue feber efter hjemkomsten, udgør sandsynligvis kun en lille del af dem, der har haft sygdommen under rejsen. Forekomsten af dengue feber er steget støt i Syd- og Mellemamerika og Sydøstasien i de seneste 10 - 15 år. I de seneste fem år har Statens Serum Institut konstateret 10 - 20 tilfælde af dengue feber hos danske rejsende efter hjemkomsten.

Særligt vedrørende rejser

Sygdommen findes udbredt i byområder, og dengue feber ses ofte i storbyer, men kan også forekomme på landet. Forekomsten af dengue er steget kraftigt i de seneste 10 år, hvilket bl.a. er tilskrevet den tiltagende urbanisering, hvor befolkningen ofte bor under meget primitive og dårlige hygiejniske forhold. Manglende kloakering, og dermed mulighed for at der findes egnede udklækningssteder for myggelarver (stillestående vand i dåser og bildæk), er en af årsagerne.

Klik på ikonerne og print en PDF, som du kan tage med på rejsen eller scan QR-koden og få dokumentet direkte på din mobil, så du har infor- mationerne lige ved hånden på rejsen.

Hent PDF til udprint